Hvad er din beskæftigelse?

Jeg er freelancer og arbejder næsten altid på flere opgaver på én gang. Mine egne film er årelange processer, som jeg kombinerer med sideløbende kortere projektansættelser på forskellige tv-produktioner. Det entydigt positive ved det at være freelancer, er den frihed jeg nyder ved ikke at være ”låst” et sted. Jeg føler mig meget privilegeret over at have det arbejdsliv jeg har og har stor respekt for ikke bare at tage som en selvfølge.

Hvad er du allermest stolt af i din karriere?

Jeg er særligt stolt af de film og den musik, jeg har lavet. Det er noget, der kommer fra mig og har mit aftryk. Jeg er også stolt af, at jeg har lært at bruge min følsomhed som et håndværk i stedet for at lade den være en begrænsning.

Hvad betyder etnicitet for dig?

Jeg er stolt af mine rødder. Og jeg er ved at lære min fars kultur, religion og land bedre at kende. Men jeg har altid identificeret mig dansk. Hvad danskhed så er, er noget jeg for alvor har revurderet eller udvidet gennem de senere år. Mit arbejde med min nye dokumentarfilm ”Det sorte kapitel”, har fået mig til at stille kritiske spørgsmål til den entydige udlægning. Jeg har lært meget om vores historie gennem mit arbejde med filmen, ikke mindst den underfortalte del, der handler om vores rolle i kolonitidens slavehandel.

Hvilke stærke kvinder har inspireret dig?

På den ydre bane alle de ikoner der har fyldt i min kulturelle opdragelse: PJ Harvey, Patti Smith og Madonna. I de senere år Sofia Coppola, Lena Dunham og Maya Angelou. I mit nære liv, så har min mor. Hun har meget tidligt lært mig udtrykket: ”Vi bøjer ikke af for støvregn”. Dvs. lært mig at i vores familie, så rejser vi os op efter nederlag, vi lader os ikke skræmme af hårdt arbejde og vi bliver ved til det lykkedes.

Hvordan ville du gerne inspirere andre kvinder?

Gennem mine handlinger og mit arbejde. Jeg tror på et højt ambitionsniveau i kombination med en generøs og kærlig opførsel. Man skal ikke være nærig med sin opbakning og sit engagement i andre mennesker uanset køn, men turde dele og inddrage. Jeg synes at vi har en forpligtelse til at tage os selv alvorligt, ikke være selvhøjtidelige, men handle med selvrespekt.

Har du lyst til at uddybe det?

Vi står på skuldrene af generationer af kvinder, der før os har kæmpet for rettigheder, respekt og ligestilling. Det skal vi ikke sløse med, men derimod arbejde videre ud fra. Jeg vil meget hellere høre, hvad min medsøster har at byde på, end hvordan hun tager sig ud fra en særlig vinkel på sociale medier. Jeg elsker skønhed, hylder glæden og stoltheden af kroppens vidunderligheder. Men jeg er mere interesseret i, hvad man bruger sin opmærksomhedsplatform til, end at man har den. Og jeg forsøger at bruge min til at fortælle historier, andre kan identificere sig med og forhåbentlig blive inspirerede af.

Hvis du kunne give et råd til andre kvinder, hvad ville det være?

Tænk godt over hvad du giver videre til dine børn. Dit selvværd og dine handlinger er den optik, de ser verden igennem.

 

Nyhedsbrev

Modtag de seneste nyheder
Tilmeld
Rabatkode::