Dulong går mod strømmen og åbner ny flagship store med smykker, kunst og ”Danish hygge”
Den fysiske butik får stadig mere konkurrence fra nethandel, men hos Dulong har man under Corona-krisen brugt tiden til at redefinere sit koncept.
”Vi oplever, at kunderne gerne vil have den unikke oplevelse, det er at få kyndig vejledning i vores butikker både i forhold til materialevalg, design, farver og pasform. Det er jo netop først, når du får et smykke i hænderne, at du mærker kvaliteten af det smukke håndværk og design, ” siger Marianne Dulong.
Dulong har derfor redefineret rammen for den traditionelle smykkebutik med sin nye flagship store i Ny Østergade 10. I Dulongs ånd vil der blive afholdt events og små kunstudstillinger, så besøgende kan opleve Dulongs smykker i en varm atmosfære af ”Danish hygge”.
Butikken åbner d. 12. november, og arkitekterne Norm Architects Copenhagen står bag indretningen.
”Med inspiration fra kunstatelierer fra det forrige århundredes store modernistiske kunstnere som Picasso, og Matisse - hvor hjemlighed, udstilling af værker og kunstnerisk produktion smeltede sammen i en varm og kreativ atmosfære, har vi skabt en naturlig og imødekommende Dulong flagship store i det indre København,” forklarer arkitekt & partner, Jonas Bjerre-Poulsen.