BLIV EN DEL AF VORES UNIVERS

Få nyheder, inspiration, invitationer til events, konkurrencer og skønne tilbud.
Hver måned trækker vi lod om et Dulong-gavekort på 500 kroner blandt alle, der modtager vores nyhedsbrev.

Ædelstensguide

Hver eneste ædelsten er unik med sin funklende glans og smukke nuance, men der er nu alligevel ædelstene, der fanger øjet mere end andre. Det er den slags ædelsten, vi søger hos Dulong, så vi kan bruge de smukkeste og mest fortryllende varianter til vores smykker.

Vi henter ædelsten fra hele verden - fra Madagaskars varme hede til Sibiriens kulde og Skotlands tågede højland. Fælles for alle vores ædelstene er, at de er smukke og ofte sjældne, og det er netop disse fine kvaliteter, der også gør dem kostbare og eftertragtede. 

Med denne Ædelstensguide vil vi invitere dig indenfor i ædelstenenes fabelagtige univers. Vi vil dele vores viden om en række udvalgte ædelsten, som vi hos Dulong for længst har tabt vores hjerter til.

Du kan desuden læse om diamanter og perler i vores Diamantguide og i vores Perleguide. Gemmolog, Natasja Trolle har bidraget til denne guide.

Piccolo Northern Light-armbånd. Limited Edition.

Akvamarin

Akvamarin

Akvamarin er en dragende blå ædelsten, som i grønne nuancer kaldes Beryl. Akvamarin tilhører berylfamilien og er dermed et mineral, som findes i heksagonale krystaller. Beryl er i sin rene form uden farve. Det, der skaber den smukke blå farve i akvamarinen, er tilstedeværelsen af jern i krystallerne. Akvamarin kan være helt klar og ren, men inklusionerne kan være utrolig smukke og fremtræde som små eventyrlige landskaber inde i stenen. Akvamarin kan også være helt tåget eller mælket, med et smukt skær, som var der et indvendigt lys i stenen.

Akvamarinen er særlig højt elsket i Skandinavien. Måske fordi den minder os om havet og himlen, der omgiver os. Akvamarin hedder Aqua Marina på latin, hvilket betyder "havets vand", så allerede de gamle romerne så også den lighed med havet, som fascinerer os her i Norden. Akvamarinen er en mytisk sten, der gennem årtusinder har været elsket af både konger og sømænd, fordi man mente, at den beskyttede rejsende på havet.

Pacific-ring. Stor top med akvamarin. Guld 18 K

Akvamarin

Akvamarins værdi vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. Heraf er farven den vigtigste parameter. En intens blå er den mest sjældne og eftertragtede udgave. Man finder store mængder af akvamarin i Brasilien, men den findes også mange andre steder i verden.

Akvamarin har en hårdhed på 7,5 på Mohs skala. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed her.

I den traditionel viden om krystaller siges det, at akvamarin bl.a. giver mod og virker beroligende. Den harmoniserer sine omgivelser. Akvamarin dæmper ligeledes stress og beskytter mod forurening. I forbindelse med healing bruges akvamarin ofte til at styrke kroppens rensende organer og til at berolige overreaktion af immunsystemet og autoimmune sygdomme. Desuden har den generelt en opstrammende effekt.

Akvamarin er fødselssten for marts og forbundet med stjernetegnene: vædder, tyr, tvilling, vægt, skorpion, vandmand og fisk.

Piccolo Northern Light-armbånd. Guld 18 K

Amazonit

Amazonit

Amazonit er en fascinerende ædelsten med sin skønne turkise farve. Amazonit er en del af feldspat-gruppen, og de smukke blå-grønne farver stammer fra tilstedeværelsen af jern under dannelsesprocessen. Amazonit er uigennemsigtig og findes fx med hvide indeslutninger, der giver stenen dybde. Når amazonit er slebet med eksklusive facetter kan den ligefrem glimte på samme måde som nyfalden sne i solskin.

Ædelstenen er opkaldt efter Amazonfloden og den omgivne jungles smukke farver af en tysk mineralog i 1840erne, men trods det er der aldrig fundet amazonit i Amazonas. Det er tydeligt, at det er stenen selv, der har inspireret til dette eksotiske navn fremfor dets oprindelige navn ”mikrolin” eller ”grøn feldspat”. Amazonit er blevet brugt i lange tider: Den er således fundet i den ægyptiske konge Tutankhamons grav fra 1300 år f.kr . I 2006 fandt man to gamle amazonitminer i den østlige ægyptiske ørken. Disse miner dateres til 1800 f.kr og er dermed nogle af de tidligste miner, vi kender til.

Piccolo Daybreak-armbånd. Guld 18 K

amazonit

Amazonits værdi vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. I Norden udgraves amazonit fra miner i Sverige, men de vigtigste forekomster i dag findes i Rusland, Sydafrika og Mongoliet.

På Mohs skala er amazonits hårdhedsværdi 6-6,5. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide her.

I forhold til amazonits indre egenskaber siges det, at amazonit er ekstremt beroligende, kan lindre følelsesmæssige traumer og mindsker bekymring og frygt. Den fjerner negativ energi og ærgrelse og gør dig i stand til at se begge sider af et problem. I healing bruges amazonit til at åbne hjertet og strubechakraet for at styrke kærlig kommunikation.

Amazonit er forbundet med stjernetegnet jomfru.

Piccolo Daybreak-halskæde. Guld 18 K

ametyst

Ametyst

Ametyst er navnet på en smuk ædelsten i kvartsfamilien. Ametyster varierer i farve fra bleg violet til intens lilla. Den kan være helt klar, men den findes også i mere uklare udgaver.

Ametyst har sit navn fra oldtidsgræsk og betyder "ikke beruset", da stenen blev brugt mod beruselse og som amulet i det gamle Grækenland. Mange tillægger desuden ametysten healende egenskaber, der baner vej for ro og lykke.

Værdien på en ametyst vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. En intens lilla, klar ametyst uden indeslutninger er den mest værdifulde udgave. Ametyster findes mange steder i verden, i den lyse udgave hovedsageligt på det amerikanske kontinent, og de mørke intens lilla ametyster finder man oftest i Afrika. 

Glory-vedhæng med ametyster og 2 brillanter. Guld 18 K

Ametyst

På Mohs skala er ametysts hårdhedsværdi 7. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide.

I den traditionelle viden om krystaller siges det blandt andet, at en ametyst er en meget kraftfuld og healende sten, som forvandler negativ energi til kærlighed. Den virker beroligende og hjælper dig til at se tingene klart, fordi den forstærker dine intuitive evner. I healing bruges ametyst til at styrke immunforsvaret, ved at understøtte udrensningsorganerne. Den balancerer tarmfloraen og hormonproduktionen. Ametyst siges også at kunne reducere blå mærker og hævelser, og den lindrer stress, hovedpine og spændinger. Ametyst bruges mod søvnproblemer og hjælper til en fredfyldt søvn.

Ametyst er fødselssten for februar og forbundet med stjernetegnene: Vædder, skytte, vandmand og fisk.

Citrin

Citrin

Citrin er en vidunderlig gul ædelsten, der er medlem af den store kvartsfamilie. Det er ofte en klar ædelsten med meget få indeslutninger.

Citrin er opkaldt efter det gamle franske ord for citron. Farven på citrin varierer fra sart gul til næsten orange. Citrin vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. Den findes flere forskellige steder i verden fx i Brasilien. Citrin har en hårdhedsværdi på Mohs skala på 7. Læs mere om ædelstens hårdhed i vores guide.

I den traditionelle viden om krystaller siges det, at citrin bærer kraften fra solen. Den frigør frygt og negative følelser på dybeste niveau, og den fremmer livsglæden og evnen til at se fremad med optimisme. I healing bruges citrin fx til at stimulere fordøjelsen.

Citrin er fødselssten for november måned og forbundet med stjernetegnene: Vædder, tvilling, løve og jomfru.

Piccolo Sunlight-armbånd. Guld 18 K

Granat

Granat

Granat er en fortryllende ædelsten, der mest er kendt for sin intense røde farve. Granaten findes dog også i mange andre farvevarianter, som fx Spessartin-granaten, der har kælenavnet Mandarin-granat fra sin lysende orange farve. Der er også en intens grøn variation, der kaldes Tsavorit-granat, opkaldt efter sit findested, nemlig et af verdens største naurreservater, Tsavo i Kenya. Den grønne granat, tsavoritten er et nyligt fund, idet den blev opdaget i 1950’erne. Granater findes i øvrigt ofte i områder med diamantforekomster.

Navnet granat siges at stamme fra granatæblet - og ligheden med den skønne, røde frugt er da også ganske tydelig. Granaten er en historisk ædesten, der har været kendt i årtusinder, og der er sågar fortællinger om, at det var en strålende rød granat, der viste Noah vej gennem syndfloden. Granat blev i gamle dage båret som beskyttende talisman, fordi man mente, den kunne advare mod kommende farer.

Granat vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. De fineste og mest værdifulde varianter af den røde granat er klare med få indeslutninger og har en dyb rød farvetone. Granat findes mange steder i verden bl.a. på Madagaskar og Sri Lanka.

Piccolo Daybreak-vedhæng. Guld 18 K

Granat

På Mohs skala er granatens hårdhed forskellig afhængig af hvilken variant, der er tale om. Granaterne nævnt i denne ædelstensguide hører til blandt de hårdeste af granaterne, alle med en hårdhedsgrad på 7,5. Du kan læse mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide her.

Krystal-eksperten, Judy Hall, fortæller i sin bog, at granat b.la. inspirerer til kærlighed og hengivenhed. Den styrker overlevelsesinstinktet og bringer mod og håb ind i tilsyneladende håbløse livssituationer. I healing bruges granat bl.a. til at rense og give ny energi til blod, hjerte og lunger, og den hjælper til bedre optagelse af vitaminer og mineraler.

Granat er fødselssten for januar og forbundet med stjernetegnene: Vædder, jomfru, skorpion og stenbuk.

Piccolo Daybreak Ruby Drop-vedhæng. Guld 18 K

Ædelsten

Krysopras

Krysopras er en meget smuk grøn kalcedon i kvartsfamilien. kalcedoner er mikrokrystallinske, hvilket betyder, at de er sammensat af bittesmå krystaller, som gør at de aldrig kan være helt gennemsigtige. Krysopras har sit navn fra de græske ord for gylden- ”Chrysos” og ”Prasinon” som betyder grøn. I antikken blev den kaldt venus-stenen, og man brugte den ofte til at lave segl og signeter med.

Krysoprasens mytiske tåge og usædvanlige stærke grønne farve gør den til den mest eftertragtede af kalcedonerne og dens lighed med jade har gjort den meget populær i både Kina og Japan. Grundet sin halvgennemsigtige egenskaber kommer krysoprasen særligt til sin ret i den cabochon-slebne form.

Værdien på krysopras vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. Desto klarere og mere intens grøn den er, desto højere er værdien. Krysopras findes flere steder i verden, men nogle af de smukkeste varianter kommer fra Australien.

Balance-vedhæng med rosenkvarts og klar grøn krysopras. Guld 18 K

Krysopras

Krysopras har en hårdhedsværdi på Mohs skala på 7. Læs i øvrigt mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide om emnet.

I den traditionelle viden om krystaller siges det, at krysopras bl.a. hjælper dig til at søge sandheden og bringe håb og tillid til dit liv og til dine relationer. Krysopras stimulerer i høj grad din kreativitet og slipper dit indre barn Iøs. I healing bruges krysopras fx til at stimulere og hjælpe leveren med at udrense og udskille affaldsstoffer fra både krop og sind. Ædelstenen hjælper dig desuden til en rolig søvn.

Krysopras er fødselssten for maj, og forbundet med stjernetegnene: Tvilling, vandmand og fisk.

Månesten

Månesten

Månestenen hører til gruppen af feldspat og har altid været elsket for dens åbenbare lighed med måneskin. Stenens skær kaldes adularesens og skyldes genskin fra utallige små mikroskopiske fænomener inde i stenen. Månestenen blev engang kaldt ”adularia” efter byen Mt. Adular i Schweitz, hvorfra nogle af de første månesten af meget høj kvalitet kom.

Månesten findes i smukke mørke og lyse grå, orange og hvidlige farver, men der findes også en lidt anderledes variant med navnet labradorit. Labradoritten er kendt for sit meget smukke og intense farvespil, der changerer i påfuglens blå og grønne farver, og over i orange og rødt.

Der er opstået myter om månestenen i mange kulturer overalt i verden. Ifølge hinduistisk mytologi består månestenen af størknede månestråler, og man siger, at månesten bringer lykke. Har du en månesten i munden under fuldmåne, kan du sågar se ind i fremtiden.

Månestenen har været brugt meget i dansk smykketradition. Georg Jensens tidsløse Moonlight Blossom-broche, med adskillige månestens cabochoner, lavede han selv i hånden i begyndelsen af 1900-tallet. Ligeledes har internationale guldsmede fra den romantiske Art Nouveau-periode, som René Lalique and Louis Comfort Tiffany ligeledes brugt den smukke månesten ofte.

Bell-vedhæng med månesten. Guld 18 K

Månesten

Månesten vurderes især ud fra intensiteten af dens eventyrlige indre skær. Månesten findes flere steder i verden, men nogle af de smukkeste varianter kommer i dag fra Indien og Sri Lanka.

Månesten har en hårdhedsværdi på Mohs skala på 6. Du kan læse mere ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide om emnet.

Krystal-eksperten, Judy Hall, fortæller i sin bog, at månesten understøtter nye begyndelser og intuition. Den husker os på, at alting er en del af forandringens cyklus, ligesom månen tiltager og aftager. Månestenen stabiliserer dine følelser og afhjælper stress. Når den bæres i et smykke opmuntrer den til accept af psykiske gaver. I healing bruges månesten især til at afhjælpe problemer i fordøjelsessystemet og forplantningssystemet. For kvinder er den fremragende til PMS, befrugtning, graviditet, fødsler og amning.

Månesten er fødselssten for juni, og forbundet med stjernetegnene: Krebs, jomfru, vægt, skorpion og fisk.

Opal

Opal

Opal er kendt for sit fabelagtige glimtende farvespil, der kan variere i alle regnbuens farver. I opalen ligger de indre fænomener meget uregelmæssigt, og det gør, at lyset brydes på unikke måder, og fremkalder små glimt i alle spektrets farver. Dette forklarer også, hvorfor ingen opaler er helt ens i deres farvespil.

Der findes dog både blå og pink opaler, som ikke har noget farvespil eller farveglimt, men derimod nogle smukke mønstre, som mest af alt minder om den effekt, man ser, når man hælder lidt hvid maling oveni blå og rører med rørepinden – lige inden farverne blander sig til én farve. Sådan kan de smukkeste sarte hvidlige bånd, der løber gennem disse typer opaler, bedst beskrives.

Opalen har været meget eftertragtet siden antikken, og blev betragtet som lykkebringer. Den blev udgravet i miner i Europa og var utrolig kostbar og sjælden. I det 19. århundrede blev der gjort massive opalfund i Australien, som i dag stadig er verdens førende leverandør af opal af høj kvalitet.

Globe-vedhæng med blå opal. Guld 18 K

opal

En af verdens sjældneste og mest kostbare opaler er ”The Virgin Rainbow.” Den utrolige ædelsten blev fundet i 2003 i Australien og er et opaliseret fossil fra en urgammel blæksprutte. Ikke alene har den en unik form, et fortryllende farvespil, men den lyser også i mørke.

På Mohs skala kan opalen variere mellem hårdhedsværdier på 5-6,5. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide om emnet.

I den traditionelle viden om krystaller siges det, at opal bl.a. forstærker dit selvværd og hjælper dig til at forstå dit fulde potentiale. Den stimulerer originalitet og kreativitet. Opalen har altid været forbundet med kærlighed og lidenskab, begær og romantik. I healing bruges opal til at styrke livsviljen og til at lette fødsler og PMS.

Opal er fødselssten for oktober og forbundet med stjernetegnene: Jomfru og vægt.

Ædelsten

Orchid Stone

Orchid Stone er en "ny" sten, som forhandlere af ædelsten først har fået øje på inden for de seneste år. Den smukke Orchid Stone er kendt for sine utrolige farver, der changerer fra fascinerende fuschia til dragende, støvet lilla, der kan omfatte de fineste rødlige tråde.

Orchid Stone er stenens kommercielle navn. Stenens oprindelige navn er phosphosiderite, som på græsk betyder fosfor og jern. Stenen er meget blød, og i Dulong bruger vi den derfor kun i vedhæng til halskæder og øreringe, hvor den ikke risikerer stød eller slag.

Orchid Stone mines i blandt andet USA, Argentina, Chile, Tuskland og Portugal.

På Mohs skala er dens hårdhedsværdi 3,5-4. Læs mere om Orchid Stones hårdhed og holdbarhed i vores guide.

I den traditionelle viden om krystaller siger man, at Orcid Stone er en glædes sten, og at den har en opmuntrende virkning. Den kan reducere vrede og berolige et oprørsk temperament. Den giver en følelse af afslappet fredfyldthed. I healing bruger man dens kvaliteter til at afhjælpe problemer forbundet med lunger, hud og hår.

Balance-vedhæng med Orchid Stone og rød koral. Guld 18 K

Rosenkvarts

Rosenkvarts

Rosenkvarts er en del af den store kvartsfamilie og er en smuk feminin ædelsten med en sart rosa farve. Den varierer i farve fra helt transparent til en tættere lyserød tåge.

Fortællinger om rosenkvarts går langt tilbage. Der er således fundet rosenkvarts-perler dateret helt tilbage til 7000 f Kr. i det gamle Mesopotamien. I de præcolumbianske kulturer var rosenkvarts kendt som en kærlighedssten, som blev brugt i amuletter. I middelalderen praktiserede læger at bruge pulveriseret rosenkvarts som medicin. I vor tid erhverver nogle sig en smuk rosenkvartskrystal og stiller den i nærheden af digitale apparater, fordi det siges den kan fjerne skadelige stråler.

De højst vurderede rosenkvarts har den mest intense farve, og disse kommer ofte fra Madagaskar. Rosenkvarts kan have både katteøje- og stjerneeffekt. Disse er meget sjældne og derfor mere værdifulde. På Mohs skala er rosenkvarts hårdhedsværdi 7. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide.

I den traditionelle viden om krystaller siger man, at rosenkvarts er en beroligende sten, som opmuntrer til betingelsesløs kærlighed. Den bringer indre healing og trøst mod sorger, og åbner dit hjerte, så du kan give kærlighed til dig selv. I healing bruges rosenkvarts fx til at øge frugtbarheden og styrke kredsløbet.

Rosenkvarts er forbundet med tyrens stjernetegn.

Bell-vedhæng med Guava rosenkvarts. Guld 18 K

Rubin

Rubin

Rubin findes i et fascinerende farvespektrum fra klar lys pink til dybrød og kaldes rubin efter det latinske ord "ruber", der betyder rød. En rubin kan både være transparent, halv transparent og helt uigennemsigtig. Rubinen får sin intense røde farve fra stoffet krom, der var tilstede under dannelsen af denne smukke og eftertragtede krystal.

Rubinen har altid været elsket af konger og kejsere. Den hørte til de fire klassiske royale ædelsten som var; rubin, smaragd, safir og diamant. Før man fandt ud af, at ædelsten generelt har forskellige egenskaber, kaldte man alle røde sten for rubiner. Det gjaldt også for granat og spinel.

Kvaliteten af en rubin bestemmes ud fra farven, renheden og størrelsen. De mest værdifulde rubiner har en dyb blodrød farve, der kaldes ”dueblod”. I nogle cabochon-slebne rubiner ses en stjerne med seks stråler. Disse rubiner kalder stjernerubiner og er særdeles værdifulde. Der findes rubiner flere steder i verden, men nogle af de fineste rubiner udgraves fra Mogok-dalen i Myanmar. På Mohs skala er rubinens hårdhedsværdi 9. Se mere her.

Rubin er fødselssten for juli og forbundet med stjernetegnene: Vædder, krebs, løve, skorpion, skytte og stenbuk.

En af de mest værdifulde rubiner i verden kaldes ”Sunrise Ruby.” Det er en imponerende dueblodsfarvet Mogok-rubin på mere end 25 ct., der er navngivet efter et digt af Rumi fra det 12. århundrede med samme navn: 

Piccolo Daybreak-vedhæng med rosenkvarts og rubin. Guld 18 K

rubin

The Sunrise Ruby

"I am like a ruby held up to the sunrise.

Is it still a stone, or a world made of redness?

It has no resistance to sunlight.

The ruby and the sunrise are one"

Dette er en skøn passage fra det berømte og smukke digt med navnet "Sunrise Ruby" af poeten Rumi fra det 12. århundrede. Digtet har lagt navn til verdens største og dyreste rubin. En rubin med farve som dueblod på mere end 25 ct.

rubiner

Kongelige rubiner

Det danske kongehus har et helt særlig forhold til rubiner gennem det imponerende, historiske rubinsæt, som i dag bæres af HKH Kronprinsesse Mary.

Rubin-sættet stammer oprindeligt fra Napoleons elskede eks-forlovede, Désirée Bernadotte, der tog det med sig til Skandinavien, da hendes mand Jean-Baptiste Bernadotte blev adopteret som kronprins af Sverige. Siden har det tilhørt Dronning Ingrid, som testamenterede det til kronprins Frederik.

Rubinsættet blev i perioden 2010-2012 restaureret og forandret af Dulong værkstedet. Det er der skrevet en smuk bog om.

Se Royal Rubies her eller læs mere af forfatteren, Nina Hald, her.

Røgkvarts

Røgkvarts

Røgkvarts er en smuk gylden brun eller grålig ædelsten, som har sit navn efter sin fine udefinerbare farve med et indre mønster, der kan minde om svævende røg. Det er netop dette udtryk, der gør stenen fascinerende og levende at se på. Trods sin røgfarve lader den transparente røgkvarts lyset passere og reflektere på magisk vis. Hos Dulong har vi en røgkvarts, som er minet i Europa. Denne udgave har en helt fabelagtig kombination af dyb farveintensitet og samtidig smuk transparens i hver eneste sten.

Røgkvarts findes flere steder i verden, dog er Brasilien verdens vigtigste kilde, men den findes også i større mængder på Madagaskar. Røgkvarts er Skotlands nationale ædelsten hvor den kaldes cairngorm efter Cairngorm-bjergene.

Røgkvarts har alle dage været anerkendt som ædelsten, lige fra statussymbol i oldtiden over kelterkulturen og frem til vor tids smykker.

Ædelsten

På Mohs skala har røgkvarts en hårdhedsværdi på 7. Du kan læse mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide.

Krystal-eksperten, Judy Hall, fortæller i sin bog, at røgkvarts hjælper til grounding og følelsesmæssig ro, og den styrker viriliteten ved at rense rodchakraet, så lidenskaberne kan flyde frit. I healing siges det fx, at røgkvarts er effektiv mod sygdomme i maven, hofter og ben, og den lindrer smerter.

Den smukke røgkvarts forbindes med stjernetegnene: Skytte og stenbuk.

Safir

Safir

Safir er en smuk og eftertragtet ædelsten. Vi kender den bedst som blå, men den findes i alle regnbuens farver, og den kan også være farveløs. Det er dog stadig sådan i dag, at taler man om safir, vil de fleste forestille sig en blå sten.

Safir er i familie med rubin. Tilsammen kaldes de korund. Korund er et hårdt materiale som oftest bruges i industrien til at forarbejde blødere materialer. Sjældne gange kan der ved krystalliseringsprocessen være jern og titanium til stede; og så udkrystalliseres blå safir. Hvis miraklet sker, at der i stedet er krom til stede får vi rubin. Disse to ”søskende” har været blandt de mest anerkendte sten gennem alle tider, både fordi de er sjældne, men også fordi de er meget holdbare, med flotte stærke farver, og en helt særlig glans.

Safiren symboliserer sandhed, oprigtighed og troskab. Den dybe blå farve kalder man kongeblå, og den er da også blevet båret af konger, dronninger og adelstand i århundreder.

Piccolo Sea Breeze-øreringe med 2 brillanter og safirer

Safir

I det gamle Grækenland og Rom var de velhavende overbevist om, at blå safirer beskyttede mod andres misundelse. I middelalderen bar præstestanden blå safirer som symbol på Himmeriget, og man troede, at den blå ædelsten tiltrak himmelske velsignelser. Man har også anset safiren som fredstifter og troet, at den kunne påvirke ånderne og afdække oraklers hemmeligheder.

Hos Dulong værdsætter vi alle safirens farver og egenskaber højt og har derfor smykker med både blå, men også pink, lyserøde, gule og lilla safirer, samt stjernesafirer i flere farver.

Safirer har man fundet bl.a i Kashmir, Sri Lanka og Madagaskar. Kvaliteten af en safir bestemmes ud fra farven, renheden og størrelsen. Blå Kashmir-safirer betragtes stadig som alle safirers konge, og den flotteste farve kaldes ”blå kornblomst” eller ”Blue Velvet”. Sri Lanka-safiren er kendetegnet ved sarte pastelfarver. De changerer i gule, lysegule ferskenfarvede, lyserøde, orange, lilla og lyseblå farver, og de kan samtidig have de mest vidunderlige indeslutninger som skaber lysglimt og liv i stenene. I nogle cabochon slebne safirer ses en stjerne med seks stråler. Disse safirer kaldes stjernesafirer og er særdeles sjældne og derfor meget værdifulde.

Piccolo Seabreeze-armbånd m. blå safir

Safir

På Mohs skala er safirens hårdhedsværdi 9. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide om emnet.

I den traditionelle viden om krystaller siger man, at safir er visdommens sten, hvor hver farve har sin egen særlige visdom. Grøn safir forstærker synet, både det ydre og det indre. Den styrker medfølelse og forståelse for andres skrøbelighed og unikke kvaliteter. Pink og lyserød safir tiltrækker udvikling og fjerner følelsesmæssige blokeringer. Stjernesafir åbner for intuitionen og hjælper til at se andre menneskers hensigter. Gul safir tiltrækker velstand og stimulerer intellektet.

Safir er fødselssten for september og har desuden lagt navn til 45-års bryllupsdagen for ægtepar på grund af dens skønhed og holdbarhed. Safir er forbundet med stjernetegnene: Tyr, tvillinger, jomfru og vægt.

smaragd

Smaragd

Smaragd tilhører berylfamilien og er kendt for sin intense grønne farve. Det dragende grønne stammer fra krom, der var været til stede under krystalliseringsprocessen. En smaragd kan være transparent over halv transparent eller helt uigennemsigtig.

Ordet smaragd har aner tilbage til det antikke Grækenland og betyder ”grøn ædelsten”. Smaragd er blandt de royale ædelsten og har været båret af både konger og adelstand. Siden oldtiden er smaragder blevet betragtet som hellige symboler på frugtbarhed og udødelighed. Cleopatra bar dem ofte og udsmykkede sit palads med dem. Man har også troet, at hvis man bar smaragder kunne det bringe rigdom, veltalenhed og både styrke hukommelsen og skærpe forstanden.

Både i Østen og i Europa brugte læger smaragder til at kurere forgiftninger og dysenteri med. Mange troede at denne smukke grønne ædelsten også kunne beskytte en mod dæmonbesættelse. 

Kvaliteten af en smaragd vurderes ud fra farve, renhed og størrelse. I antikken kom smaragder fra miner i Egypten, Indien og Østrig. I dag mines smaragder på flere kontinenter. De mest anerkendte smaragder kommer dog fra Columbia og kan kendes på den intense farve og 3-fasede indeslutninger. Afrikanske smaragder har 2-fasede indeslutninger og tenderer mod det blågrønne. De russiske smaragder har derimod typisk nåleformede indeslutninger. Fælles for dem alle er, at de meget sjældent er uden indeslutninger. Dette har ædelstenskendere for længst accepteret og ovenikøbet anerkendt, som smaragdens ”skønne urtegård”.

Piccolo Bloom-halskæde med grøn smaragd

smaragd

Man skal være forsigtig med sine smaragdsmykker, fordi smaragden er skrøbelig. At fatte en smaragd er altid en meget stor udfordring for selv meget erfarne guldsmede. Når først smaragden er indfattet, er den mere sikker, dog skal man stadig behandle sine smaragdsmykker med varsomhed.

På Mohs skala har smaragd en hårdhedsværdi på 7,5-8. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide her.

I den traditionelle viden om krystaller siger man, at smaragd giver held i kærlighed. Den styrker partnerskab og fremmer venskab. Smaragd styrker evnen til at leve livet fuldt ud, den fjerner negative tanker og fremmer positive handlinger. I healing bruges smaragd blandt andet til at helbrede efter infektionssygdomme. Den forbedrer synet og har en afgiftende effekt på leveren.

Smaragd er fødselssten for maj og er forbundet med følgende stjernetegn: Tyr, krebs, løve, vægt og skorpion.

Linea Piccolo Sea Breeze-halskæde med smaragd

Spinel

Spinel

Spinel er en ædelsten med en stor mangfoldighed af vidunderlige farver fra sort over lilla til aubergine, gråblå, sart rosa, orange vinrød. Men det er de skrigpink ,hindbærrøde og postkasserød, der er de mest sjældne og efterspurgte og derfor også de mest kostbare. Spinellen er særlig fordi dens glans er så klar og strålende, at den sorte spinel ofte forveksles med en sort diamant.

Spinellen tilhører den kubiske krystalfamilie ligesom diamant, Hvorfra navnet "Spinel" stammer er uvist, men det har muligvis rødder i det latinske ord "spina", der betyder torn. og navnet skyldes formentlig de skarpe spidser, som de ottekantede krystaller kan have i rå form.

Arabiske rejseskildringer fra Afghanistan år 951 e.kr. beskriver hvordan “et jordskælv nogle århundrede forinden åbnede for bjergets indre og afslørede en hvid bjergart med røde krystaller, nogle så store som hønseæg...”. Ca. 300 år senere har Marco Polo beskrevet aktive miner i det samme område.

Den røde spinel er tit blevet forvekslet med rubin, og det var først sent i 1700-tallet, at man fandt ud af, at spinel og rubin er to forskellige ædelsten.

Den berømte Black Prince Ruby er således i virkeligheden en spinel! Den er bevaret med sin originale barokke facon, og vejer knap 170 ct. Den sidder over den historiske Cullinan II diamant i den engelske kongekrone, der blev lavet til Dronning Victorias kroning i 1838.

Globe-vedhæng med spinel. Guld 18 K

spinel

Black Prince Ruby blev givet af den spanske konge til Den Sorte Prins af England som betaling for dennes militære støtte i borgerkrigen i 1366. Det vil sige en bekostelig militær kampagne blev betalt med en enkelt ædelsten fra de overdådige miner i Afghanistan.

Spinel vurderes ud fra farve, renhed, slibning og vægt. Forekomster i dag er blandt andet fra Tanzania, Madagaskar, Tajikistan, Burma, Sri Lanka, Vietnam, Kenya, Pakistan, Australien, Brasilien, Nigeria og USA.

På Mohs skala har spinel en hårdhedsværdi på 8. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide her.

I den traditionelle viden om krystaller siger man, at spinel er forbundet med energifornyelse og foryngelse. Den bringer opmuntring under svære omstændigheder og den forstærker positive sider af personligheden.

Spinel er fødselssten for august, og er forbundet med følgende stjernetegn: vædder, tyr (sort spinel), tvilling (blåspinel), krebs (brun spinel), løve (gul spinel), vægt (grøn spinel) og skorpion (rød/pink spinel).

Læs også Spinel - Den glemte juvel af Natasja Trolle

Vesuvian

Vesuvian

Vesuvian er en -ikke så kendt-men dragende, typisk grøn, ædelsten. Den findes også i mere sjældne tilfælde i nuancer af brun, blå, pink, lilla og gul. Vesuvian er særlig eftertragtet i den smukke flaskegrønne farve. Den er ikke i familie med zirkon, men den udkrystalliserer sig i det samme krystalsystem og har også et andet navn nemlig Idocrase , der på græsk betyder ”lighed ”og ”blanding,” fordi denne krystal ofte efterligner faconerne på krystaller i dens omgivelser under krystalliseringsprocessen.

Vesuvian er en ædelsten med stor variation af indeslutninger og vekslen mellem transparente og uigennemsigtige områder i samme sten. Netop derfor er det en ædelsten, der rummer eventyr, fordi de mange indeslutninger frembringer et levende, funklende udtryk, og ikke to sten er ens. Hos Dulong søger vi således længe for at finde de rette matchende sten til fx vores vedhæng til øreringe.

Globe vedhæng med vesuvian. Oxideret sølv

vesuvian

Vesuvian blev først opdaget i 1795 nær den størknede lava ved Vesuvs fod og blev derfor døbt Vesuvian. Vesuv er den smukke, mytiske italienske vulkan, der lagde Pompeji øde i oldtiden. Værdien af en vesuvian afhænger af først klarhed så farve. De er meget sjældne helt uden indeslutninger og den bedste kvalitet kommer fra Kenya og Canada

På Mohs skala er Vesuvians hårdhedsværdi 6,5-7. Læs mere her.

I den traditionelle viden om krystaller siger man blandt andet, at vesuvian opløser vrede og dulmer frygt og skaber indre sikkerhed. Den stimulerer opfindsomhed og kreativitet. I healing bruges vesuvian blandt andet til at styrke lugtesansen og hjælper optagelsen af næringsstoffer fra fødevarer.

Vesuvian er forbundet med stjernetegnene skytte og stenbuk.

Globe-vedhæng med vesuvian. Guld 18 K

Tigerøje

Tigerøje

Tigerøje. er en særlig kvarts med fabelagtigt mix af gyldnefarver. Navnet skyldes den karakteristiske stribe af gyldent lys, som kaldes katteøjeeffekt. Dette optiske fænomen skyldes utallige mineralske fibre, der blev erstattet af kvarts underudkrystalliseringen/dannelsen. Dens navn taler da også for sig selv, for det er præcis som at kigge ind i en tigers dramatiske brune og honningfarvede øjne. Tigerøje kan findes i mange forskellige nuancer af sort, brun, orange og blå. Den blå udgave kaldes Falkeøje.

Tigerøje er meget mangfoldig på det afrikanske kontinent men findes også i Australien, Amerika, Indien, Burma. Dens værdi afhænger hovedsageligt af måden den er slebet på, de karakteristiske lysstriber skal helst ligge med den rette symmetri i forhold til stenens facon, og et eksklusivt slib giver som altid ædelstenen en ubrudt overflade og harmoniske proportioner.

Globe vedhæng med tigerøje til halskæde. Guld 18 K

Tigerøje

På Mohs skala har tigerøje en hårdhedsværdi på 7. Du kan læse mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide om emnet.

I følge den traditionelle viden om krystaller siger man, at tigerøje er en beskyttende sten, der traditionelt blev båret mod onde intentioner og forbandelser. Den hjælper dig med at opnå dine mål, ser de indre ressourcer og fremmer hensigtens klarhed. Tigerøje siges også at kunne støtte en person til at foretage forandringer. I healing bruges tigerøje blandt andet til at hjælpe nattesynet, styrke struben og forplantningsorganerne.

Tigerøje er fødselssten for november og forbundet med følgende stjernetegn: Tyr, tvillinger og løve.  

Piccolo Tiger eyes armbånd med tigerøje. Guld 18 K

Turkis

Turkis

Turkis har været populær i flere tusind år, og er en af de ældste ædelsten i menneskets historie. Den har i flere tusinde år været efterspurgt blandt adskillige kulturer mange steder i verden. Man ved at turkis har været anvendt af både de nordamerikanske indianere, Navajo-indianere, Mayaer, aztekere, egypterne, perserne og kineserne. I de imponerende, iranske middelalder-paladser er vægge og lofter ofte dækket af turkis, da den intense blå farve blev anset som et symbol på selve himlen. Navnet "turkis" stammer fra det franske udtryk "pierre turquoise, "hvilket betyder "tyrkisk sten". Betegnelsen skyldes ikke, som man måske skulle tro, at turkiser stammer fra Tyrkiet, men derimod at tyrkerne var de første, der introducerede ædelstenen i Europa.

En af de største turkis miner i verden i dag ligger i Arizona og hedder Kingman Mine, herfra har man udvundet den største mængde turkis i historien. Der kan være mange indeslutninger og tegninger at se i en turkis. Dette er vener med rester af turkisens ’modersten’ dens’matrix’. Nogle kan være næsten mørkeorange og ligne grenagtige mønstre mens andre kan være mere som sorte pletter. Dette afhænger af hvor turkisen er fundet. Det vil til dels altid være en subjektiv opfattelse hvordan skønheden påvirkes af disse vener.

Pacific ring. Lille top med turkis. Guld 18 K

turkis

Værdien af en turkis afhænger af farven, overfladen og tilstedeværelse eller fravær af moderstensvener. På Mohs skala har stabiliseret turkis en hårdhedsværdi på 5-6. Læs mere om ædelstens hårdhed og holdbarhed i vores guide her.

Krystal-eksperten, Judy Hall, fortæller i sin bog, a turkis er en beskyttende sten som har været brugt som amulet siden tidernes morgen. Den giver indre ro og fremmer selvrealisering og stimulerer romantisk kærlighed. Turkis kan bruges mod udmattelse og stabiliserer humørsvingninger. I healing er turkis opfattet som antiinflammatorisk, og virker afgiftende og lindrer smerter og kramper. Den mildner forurening og virusinfektioner og healer hele kroppen, især øjnene.

Turkis er fødselssten for december, og forbundet med stjernetegnene; Løve, skorpion, skytte, stenbuk og fisk.

Ædelsten

Ædelsten som fødselssten

En fødselssten er en ædelsten, der repræsenterer din fødselsmåned. Den sættes typisk i en ring, et armbånd eller et vedhæng og bæres som et lykkebringende smykke. Hvert stjernetegn har desuden traditionelle slægtsskaber med krystaller, og siges at tiltrække, jordforbinde og forstærke himmelske energier.

Det er en smuk og symbolsk tanke at forære en fødselssten til sig selv, eller som en personlig gave til én du holder af. Et smykke med en fødselssten kan også være perfekt som fx dåbs-, barsels- eller mors dag gave. Har man et eller flere børn kan deres fødselssten også indgå i ét og samme smykke som et stærkt symbol på kærlighed og familiesammenhold.

Januar: Granat
Februar: Ametyst
Marts: Akvamarin
April: Diamand + krystal
Maj: Krysopras + Smaragd
Juni: Månesten
Juli: Rubin
August: Spinel
September: Safir
Oktober: Opal
November: Citrin + Tigerøje
December: Turkis

Ædelsten. Guide om Ædelsten. Ædelstensguide